Jordbrugsmaskinfører

Drømmer du om at arbejde med store landbrugsmaskiner? Så er uddannelsen som jordbrugsmaskinfører noget for dig. Som jordbrugsmaskinfører får du ansvar for nogen af landbrugets og entreprenørernes største maskiner.

Uddannelsen giver dig en bred forståelse af landbrugsdrift og alle dens muligheder. Du vil få indsigt i markplanlægning, afgrøder, miljøhensyn samt den nyeste teknologi inden for droner og GPS-styring. Derudover lærer du at håndtere og vedligeholde både landbrugs – og entreprenørmaskiner, ligesom du bliver oplært i at udføre mindre reparationer.

På uddannelsen får du undervisning i det generelle landbrug med specialefag i maskiner udover det vil du modtage kurser i flere forskellige ting som, truck, teleskoplæsser, mark-teknik GPS og entreprenørmaskiner. Derudover er der rig mulighed for praktisk erfaring både under skoleopholdet, men især i de to praktikker.

Vi samarbejder tæt med nogen af de største og dygtigste aktører fra branchen, hvilket betyder, at vi kan tilbyde undervisning med det nyeste udstyr og teknologi. Vores maskinpark består primært af moderne maskiner, hvilket giver mulighed for at teste mange ting af inden man skal ud i praktik på de maskiner der tilsvarende kører ude på jeres kommende arbejdspladser.

På denne linje har vi lavet om på skole – og oplæringsperioderne, så det passer bedst til dig og din læremester. På begge hovedforløb vil du gå på skole i perioden mellem december – marts.

Jordbrugsmaskinføreruddannelsen på Kjærgård Landbrugsskole – hvor fremtidens fører møder fremtidens maskiner!

Hvis du har nogen spørgsmål eller vil have en samtale om dine muligheder, så tøv ikke med at kontakte en studievejleder eller skolen på: 75172900

Kontakt: Studievejleder Trine Thorhauge på mobil: 28406779 eller mail: tst@kjls.dk

OPTAGELSESKRAV

Uddannelsesparat og bestået dansk/matematik.

  • Hvis du kommer direkte fra 9. eller 10. klasse skal du starte på Grundforløb 1. 
  • Hvis det er op til ét år siden, du gik ud af 9. eller 10. klasse kan du også starte på Grundforløb 1. 
  • Du skal være uddannelsesparat for at kunne starte på uddannelsen. 
  • Du skal som minimum have 02 i fagene dansk og matematik ved afgangsprøven i 9. eller 10. klasse. 
  • Hvis det er mere end ét år siden du gik ud af folkeskolen, kan du starte på Grundforløb 2. Du skal stadig opfylde karakterkravet om 02 i dansk og matematik. 
  • Hvis du har en uddannelsesaftale med en landmand, kan du starte direkte på Grundforløb 2 (august) eller starte i praktik i for eksempel 6 måneder og derefter begynde direkte på Grundforløb 2 (januar).
  • Har du gennemført et produktionsskoleforløb, eller målrettet erhvervsuddannelserne af et års varighed, kan du starte på Grundforløb 2. 
  • Har du gennemført et helt år af en gymnasial uddannelse, kan du starte på Grundforløb 2. 
  • Har du allerede gennemført en ungdomsuddannelse har du direkte adgang til Grundforløb 2, og skal således ikke have karakteren min. 02 i dansk og matematik.